Sommerhuse » Udlejer sektion » Vinterudlejning

Vinterudlejning

Love og Regler - AF - 30. juli 2010
Vinterudlejning af sommerhuse
Det kan være fristende at leje sit sommerhus ud hele året, men det er ikke tilladt ifølge reglerne. Foto: Adobe

Som sommerhuseejer skal du være opmærksom på at der regler i forhold til vinterudlejning og beboelse af dit sommerhus i vinterperioden fra 1. oktober til 31. marts. Det kan være en god idé at rådføre sig med kommunen.

Reglerne for vinterudlejning af sommerhuse i sommerhusområder reguleres af planloven.

Planloven
I planloven's § 40 fremgår det at
"En bolig i et sommerhusområde må bortset fra kortvarige ferieophold m.v. ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til 31. marts, medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt til sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er bortfaldet, jf. § 56, stk. 2."

Som det fremgår er det ikke i loven præciseret hvad der forstås med "kortvarige ferieophold".

Man kan på nogen kommuners hjemmeside læse at 'kortvarige ferieophold' tolkes som sammenlagt højst 3-4 uger samt weekender og helligdage, således at det samlede antal uger der må udlejes om året inkl. vinterudlejningen når op på ca. 30 uger.

I skrivelsen Vejledning til kommunerne om håndhævelse af forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder af 8. september 2009 skriver By- og Landskabsstyrelsen dog følgende:

"Ved kortvarige ferieophold i vinterhalvåret forstås kortvarige ferieophold af højst 3-4 ugers varighed, samt weekender og helligdage. Vestre Landsret har i en afgørelse af 30. april 2002 (U.202.1632.V) fastslået, at forståelsen af udtrykket ”kortvarige ferieophold mv.” må omfatte mere end én periode á 3-4 ugers varighed, og at overnatning i vinterhalvåret skal have karakter af en undtagelse fra lovens generelle forbud og derfor i hvert fald ikke kan finde sted i perioder, der tilsammen udgør mere end halvdelen af tiden fra 1. oktober til 31. marts."

"En bolig i et sommerhusområde må derfor lovligt anvendes af en eller flere ejere og/eller en eller flere lejere i perioder af højst 3-4 ugers varighed og i alt sammenlagt højst et sted mellem 7-8 og 13 uger i vinterhalvåret."

"I vinterhalvåret skal de enkelte kortvarige ferieophold af op til 3-4 ugers varighed være afbrudt af et interval af en vis varighed, formentlig mindst en uge. Højesteret har i en dom af 21. april 1997 (U.1997.883/2 H) fastslået, at kontinuerlig anvendelse (udlejning) af et sommerhus i 9½ uge eller mere er i strid med planlovens § 40, stk. 1."


Rådfør dig med kommunen
Ovenstående peger i retning af en lidt mere lempelig fortolkning af reglerne i forhold til 'kortvarige ferieophold' og vinterudlejning, men for at være sikker på korrekt fortolkning af reglerne kan det være en god idé at rådføre sig med sin kommune.

Der er ikke nogen begrænsninger i vores kalendersystem i forhold til hvor mange perioder der kan reserveres i systemet i vinterperioden. Det er dit eget ansvar at overholde de enhver tid gældende regler.

Senest opdateret: 10. august 2010


Kilder:
By- og Landskabsstyrelsen
Skov- og Naturstyrelsen orientering om om anvendelse af sommerhuse i vinterhalvåret
Planloven