Flere fordele ved at leje sommerhus privat

Det er en fordel at leje sommerhuset direkte af ejeren.

For det første er der ofte en del at spare, fordi ejeren slipper for at betale udlejningsbureauets fortjeneste. Det er en kontant besparelse, som gerne skulle afspejle sig i den pris du får tilbudt når du skal leje sommerhuset. Men der er andre gode grunde til at gå direkte til sommerhusets ejer, når du vil leje drømmehuset til din ferie.

Det kan være, at du har brug for én eller anden form for fleksibilitet. Måske ankommer du meget sent. Måske er det nødvendigt for dig at få lov til at opbevare noget af bagagen, efter at du har tjekket ud. Måske vil du gerne leje i en anden periode end netop fra lørdag til lørdag. Måske har du brug for, at der er en cykel til rådighed. Måske er det nødvendigt for dig at have fem ekstra overnattende i et par nætter? Den slags særaftaler er vanskelige at lave med et bureau, mens en privat ejer typisk vil være meget åben for at hjælpe sine gæster til at få den bedst tænkelige sommerhusferie.

Det kan også tænkes, at du har brug for at vide noget bestemt om huset. Er der et stik med jordforbindelse til din computer? Er der ordentlig mobildækning med netop dit teleselskab? Er der planter i nærheden, som du er allergisk overfor? Er der plads til at parkere mere end to biler? Kan man slå telt op på grunden – og er det OK? Har købmanden den avis, du plejer at læse? Hvor tæt kan man komme på stranden med en kørestol? Den slags spørgsmål kan en privat ejer give hurtige og klare svar på – og det er en fordel for dig som lejer af sommerhus.

I nogle tilfælde kan der også være mulighed for at forhandle sig til en bedre pris. Hvis sommerhuset har 4 værelser, men I kun skal bruge de to, kan du hos en privat sommerhusudlejer forsøge at få et afslag i prisen – hos et bureau er det som regel faste priser.

Af . Senest opdateret 2. juli 2013.